SELVKÆRLIG BALANCE

Byggestenene til et liv uden slankekure

Selvkærlig balance – en krop i karma

- byggestenene til et liv uden slankekure

 

Jeg er en stolt og stærk kvinde. Jeg er for det meste i strålende humør og favner livets udfordringer positivt. Sådan har det altid været – men det har ikke altid været den sande historie om mig.

 

Ingen har vidst hvor skidt jeg egentlig har haft det og ingen har anet, at der konstant lå en sort sky i min sjæl og ulmede. For jeg var jo altid glad, lattermild og positiv. Det var jeg fordi det forekom mig nemt, og fordi det var rart at sprede glæde. Særligt var det rart at føle sig elsket, holdt af og iagttaget for noget, som ikke havde med mit udseende, eller min størrelse at gøre. Selvom jeg ikke altid har været overvægtig, så har jeg altid følt mig både tyk, grim, klam, anderledes og forkert. Og når man er alle de ting, ja så er der vel egentlig ikke nogen der gider være sammen med en – ikke nogen som kan holde af en, sådan helt ægte…

 

Selvhad og selvsabotage har fyldt meget i mit liv. Jeg har i alle mine voksenår kæmpet med min vægt, og det uanset om jeg var overvægtig eller ej. Jeg har forsøgt mig med et hav af slankekure, og har til trods for gejst og troen på, at NU skulle det være, måttet opgive gang på gang. Først har jeg måske tabt mig lidt, og så lidt mere og så .. taget endnu mere på igen. Det har hver eneste gang efterladt mig med en følelse at skam, uduelighed og foragt for mig selv. Jeg har skiftevis været på kur, levet ekstremt restriktivt eller overspist i smug. I smug .. troede jeg, for ingen var i tvivl, når jeg havde sådanne perioder. Jeg fik sågar et prædikat .. ”Kiddie – hun elsker kage .. bare send det over til Kiddie”. Ha ha – sjov sjov, ring efter Green Peace, for her er en hval i nød. Jeg talte grimt om – og til mig selv. Tænkte det var nemmest at folk vidste, at jeg udmærket var klar over, at jeg ikke var noget som helst værd i forhold til alle andre. Det vidste jeg! Og så kunne jeg ligeså godt lave gas med det. Det var usundt for sjælen – men i det mindste fik det folk til at smile.

Min historie er lang .. og den går langt tilbage i mit liv. Selvom jeg ikke altid har været overvægtig, så har jeg altid følt mig tyk og anderledes. I folkeskolen var jeg en af de første, der begyndte at bule lidt ud. Gik fra tændstik til ”sat” hen over en sommer, og så tog det ellers fart; Bryster, bule på maven, store lår. Store lår .. i MINE øjne, for i virkeligheden var det jo bare en pige på vej i puberteten, og i dag ser jeg, at alt var i skønneste orden. Jeg var præcis som jeg skulle være, men sådan føltes det ikke dengang, og det var bestemt heller ikke det, jeg fik at vide fra mine klassekammerater. Når jeg ikke blev drillet, spyttet på i frikvartererne eller fik bank efter skole (fordi jeg var grim!), så hoppede jeg med på holdet, der drillede og mobbede andre. Om ikke andet, så betød det, at jeg kunne være med i klubben for en kort stund – og hvem vil ikke gerne være en del af fællesskabet på godt og ondt – føle sig værdsat og som en del af noget større!?

 

Jeg var ikke tilpas i rollen som mobber, og jeg brød med det efter femte klasse. Her mødte jeg nye venner og skolelivet lysnede for mig i mange år frem. Smerten sad dog stadig i mit hjerte og ikke mindst i mit selvværd. Jeg havde det godt, var glad og vellidt blandt venner, men jeg følte mig aldrig god eller tilstrækkelig nok. Jeg havde altid en stemme i mit hoved der tirrede mit selvværd, og hele tiden hviskede ”Hvem tror du egentlig du er!? Du kan ikke finde ud af noget som helst – du er en taber, og ingen gider dig”. Det gør ondt at have det sådan. Og jeg havde ondt, ondt i hjertet og ondt i sjælen. Men jeg lod mig ikke mærke med det, fortalte aldrig nogen hvordan jeg havde det. Jeg var jo stærk – jeg var glad – og jeg var vellidt.

 

Med sådanne følelser kommer de uhensigtsmæssige mønstre. Og dem havde jeg. Jeg trænede overdrevent i mange år, faktisk fra jeg var 12 år, og var gammel nok til at starte i Fitness. Jeg trænede fire gange om ugen, og intet kunne holde mig hjemme. Min mor måtte forbyde mig at tage til træning, da jeg en aften var på vej ud af døren med 39 i feber og med fire lag tøj, for at holde varmen. I tillæg navigerede jeg ind og ud af ”dagens” kostråd og var skiftevis vegetar, på low carb, sugar free, kernesund, Anne Larsens max 30, vægtkonsulenterne eller max 1000 kcal om dagen – for blot at nævne et udsnit af vanvittige kure jeg har kastet mig over. Og jeg var en sund pige og en flot pige. En pige – en ung kvinde med former, flotte bryster og veltrænet krop. Alligevel følte jeg mig både tyk og grim. Jeg var jo ikke ligesom mine smukke tynde veninder. Og hvem gad i øvrigt også være kæreste med sådan en fed ko ..

 

I starten af 20’erne mødte jeg min mand. Min fantastiske mand. Jeg mødte ham på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var ovenpå. Jeg var ovenpå fordi jeg havde tilbragt en sommer i Grækenland, hvor jeg havde knoklet og tabt 10 kg. Det bemærkede min omverden og jeg blev høj af alle komplimenterne. Nu var alt godt. Nu kunne jeg sikkert finde ud af noget og derved være god nok. Det var dejligt at få en kæreste. Det havde jeg aldrig prøvet før, for hver gang muligheden bød sig, så blev det alligevel for overvældende og jeg fik skræmt hvad der nu var af bejlere langt væk.

 

Nu gik der mange år, hvor jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at være den perfekte kæreste, hustru, mor. Jeg brugte rigtig meget energi på at have styr på alt og alle. I min færd med at styre alle andre, så behøvede jeg jo ikke styre – eller forholde mig til mig selv. Det hele kørte derudaf med 120 i timen, men det var svært at følge med – og ikke mindst føle sig tilstrækkelig. Da jeg blev mor kulminerede det hele for alvor for mig. Det skulle jo være så nemt at få et barn, og så var der alligevel så mange holdninger til det. Jeg forsøgte at navigere i dét at være mor – hele tiden havde jeg følerne ude i forhold til ”hvad jeg burde” og ikke hvordan jeg egentlig havde lyst til at være mor. Det var så hårdt for mig at blive dømt og bedømt ud fra min rolle som mor. Og desværre var det folk meget tæt på mig, som åbenlyst viste og gav udtryk for, at jeg gjorde det ”forkert”. Så var jeg for pylret, så var jeg for hård, så var jeg for overbærende etc etc. Jeg er sikker på, at ingen har ønsket at forvolde mig den smerte, som det gav mig at stå model til den kritik, men det ændrer ikke på, at det gjorde ondt. Alt imens jeg forsøgte at være den perfekte mor, forsøgte at agere ud fra andres overbevisninger om hvad det helt præcist betød, så sank jeg selv længere og længere ned i et sort hul .. helt inde i min sjæl.

 

Det føltes så ensomt, at være den eneste i hele verden, der bare ikke kunne finde ud af en skid. Ikke engang mor kunne jeg finde ud af at være. Her begyndte mit forstyrrede forhold til mad for alvor. For ingen tvivl om, at jeg siden mine tidlige år har kæmpet for at passe ind, og derved ikke blive holdt udenfor fællesskabet, men først her i en alder af 30 år tog det for alvor fart. Jeg spiste, når jeg var ked af det. Jeg spiste, når jeg var alene. Jeg spiste, når der ikke lige var noget at lave .. jeg spiste, fordi det var min ven, min tryghed, mit skjold. Jeg har aldrig tænkt det sådan imens det stod på, men jeg kan se nu, at det har været min løsning på at være i det ubehag, der havde fulgt mig i så mange år. Jeg kunne planlægge - og glæde mig til at spise. Fx. når min mand skulle på arbejde, så var det selvsagt, at jeg skulle spise en hel bøtte Ben & Jerry’s. Når jeg var ude og handle, så købte jeg altid noget jeg kunne spise på vejen hjem i bilen; Slik, chokolade, lakridsstænger, kage. Jeg kunne finde på at køre en omvej for at have tid nok til at spise det – og også lige finde en skraldespand på vejen, hvor jeg kunne eliminere alle beviser. Om aftenen kunne jeg sidde foran fjernsynet og stadig bevæge mig i rutefart frem og tilbage mellem køkken og stue .. blot for hele tiden at hente eller lede efter ”et fix” – for det var vel i virkeligheden det det var. Til fødselsdage tog jeg ikke en eller to gange af kagen, men mange gange. Fniste og lavede gas med mig selv ”Ha ha – det feder først i morgen” eller ”Det kræver jo en del at vedligeholde sådan en krop”. Jeg bliver ked af det, når jeg skriver det. Åh gud, hvordan har jeg nogensinde kunnet finde på at tale sådan om – og behandle mig selv sådan. Det kunne jeg, fordi det var mit filter, min tilgang til det, der var svært .. og det skulle ingen se, vide eller mærke på mig. På mit arbejde kunne jeg spise et lille stykke kage, hvis nogen delte ud. Jeg kunne så også gå fire gange tilbage til køkkenet efter opstartet undervisning, og nipse af det kage der var tilovers .. indtil der ikke var mere.

 

Jeg har brugt mange år på at skyde skylden på min vægt. Holde på mig selv, fordi jeg var for tyk. Alt bliver bedre, når jeg taber mig. Når jeg bliver tynd, så kan jeg alt. Jeg kan gå i byen, tage til stranden, løbe rundt i bikini – ja gøre lige hvad jeg vil. Når jeg bliver tynd! Men mit fokus har haft den forkerte mærkat. Det hele har været for at beskytte mig selv. Min smerte har altid været, og er stadig, følelsen af at føle mig utilstrækkelig, og ikke god nok. For hvem gider være sammen med en, som ikke kan finde ud af noget som helst, og som er et dårligt menneske. Frygten er ensomhed .. og tanken om at være det, skærer dybt ind i mit hjerte. Helt som den gjorde dengang i skoletiden, hvor det hele bare var så svært.

 

 

For to år siden skrev jeg dette

- det er en refleksion fra min første session med en coach ..

 

”Når det strammer til indeni, vil jeg minde mig selv om, at mærke rigtig godt efter. Jeg behøver ikke forholde mig til andre, men skal huske at forholde mig til MIG. Når jeg flytter fokus ud til alt andet, så flytter jeg fokus fra mig selv, og glemmer at passe på MIG. I virkeligheden er jeg ved at forlade mig selv, og vægten spiller en beskyttende rolle – selvom den kun er et afkast af de udfordringer og det ubehag jeg lever med indeni. Jeg vil lære at acceptere mit ubehag, og ikke lade det have magt over mig. Mit liv, mine veje, min kærlighed til MIG”

 

 

Kærligst

Kiddie

Karmakroppen v/ Kiddie Bering Lindholm

 

Tidsbestilling 25 21 12 21

SELVKÆRLIG BALANCE

Byggestenene til et liv

uden slankekure

Selvkærlig balance – en krop i karma

- byggestenene til et liv uden slankekure

Jeg er en stolt og stærk kvinde. Jeg er for det meste i strålende humør og favner livets udfordringer positivt. Sådan har det altid været – men det har ikke altid været den sande historie om mig.

 

Ingen har vidst hvor skidt jeg egentlig har haft det og ingen har anet, at der konstant lå en sort sky i min sjæl og ulmede. For jeg var jo altid glad, lattermild og positiv. Det var jeg fordi det forekom mig nemt, og fordi det var rart at sprede glæde. Særligt var det rart at føle sig elsket, holdt af og iagttaget for noget, som ikke havde med mit udseende eller min størrelse at gøre. Selvom jeg ikke altid har været overvægtig, så har jeg altid følt mig både tyk, grim, klam, anderledes og forkert. Og når man er alle de ting, ja så er der vel egentlig ikke nogen der gider være sammen med en – ikke nogen som kan holde af en, sådan helt ægte…

 

Selvhad og selvsabotage har fyldt meget i mit liv. Jeg har i alle mine voksenår kæmpet med min vægt, og det være sig uanset om jeg var overvægtig eller ej. Jeg har forsøgt mig med et hav af slankekure, og har til trods for gejst og troen på, at NU skulle det være, måttet opgive gang på gang. Først har jeg måske tabt mig lidt, og så lidt mere og så .. taget endnu mere på igen. Det har hver eneste gang efterladt mig med en følelse at skam, uduelighed og foragt for mig selv. Jeg har skiftevis været på kur, levet ekstremt restriktivt eller overspist i smug. I smug .. troede jeg, for ingen var i tvivl, når jeg havde sådanne perioder. Jeg fik sågar et prædikat .. ”Kiddie – hun elsker kage .. bare send det over til Kiddie”. Ha ha – sjov sjov, ring efter Green Peace, for her er en hval i nød. Jeg talte grimt om – og til mig selv. Tænkte det var nemmest at folk vidste, at jeg udmærket var klar over, at jeg ikke var noget som helst værd i forhold til alle andre. Det vidste jeg! Og så kunne jeg ligeså godt lave gas med det. Det var usundt for sjælen – men i det mindste fik det folk til at smile.

Min historie er lang .. og den går langt tilbage i mit liv. Selvom jeg ikke altid har været overvægtig, så har jeg altid følt mig tyk og anderledes. I folkeskolen var jeg en af de første der begyndte at bule lidt ud. Gik fra tændstik til ”sat” hen over en sommer, og så tog det ellers fart; Bryster, bule på maven, store lår. Store lår .. i MINE øjne, for i virkeligheden var det jo bare en pige på vej i puberteten og i dag ser jeg, at alt var i skønneste orden. Jeg var præcis som jeg skulle være, men sådan føltes det ikke, og det var bestemt heller ikke det jeg fik at vide fra mine klassekammerater. Når jeg ikke blev drillet, spyttet på i frikvartererne eller fik bank efter skole (fordi jeg var grim!), så hoppede jeg med på holdet der drillede og mobbede andre. Om ikke andet, så betød det, at jeg kunne være med i klubben for en kort stund – og hvem vil ikke gerne være en del af fællesskabet på godt og ondt – føle sig værdsat og som en del af noget større!?

 

Jeg var ikke tilpas i rollen som mobber, og jeg brød med det efter femte klasse. Her mødte jeg nye venner og skolelivet lysnede for mig i mange år frem. Smerten sad dog stadig i mit hjerte og ikke mindst i mit selvværd. Jeg havde det godt, var glad og vellidt blandt venner, men jeg følte mig aldrig god eller tilstrækkelig nok. Jeg havde altid en stemme i mit hoved der tirrede mit selvværd og hele tiden hviskede ”Hvem tror du egentlig du er!? Du kan ikke finde ud af noget som helst – du er en taber, og ingen gider dig”. Det gør ondt at have det sådan. Og jeg havde ondt, ondt i hjertet og ondt i sjælen. Men jeg lod mig ikke mærke med det, fortalte aldrig nogen hvordan jeg havde det. Jeg var jo stærk – jeg var glad – og jeg var vellidt.

 

Med sådanne følelser kommer de uhensigtsmæssige mønstre. Og dem havde jeg. Jeg trænede overdrevent i mange år, faktisk fra jeg var 12 og var gammel nok til at starte i Fitness. Jeg trænede fire gange om ugen og intet kunne holde mig hjemme. Min mor måtte forbyde mig at tage til træning, da jeg en aften var på vej ud af døren med 39 i feber og fire lag tøj for at holde varmen. I tillæg navigerede jeg ind og ud af ”dagens” kostråd og var skiftevis vegetar, på low carb, sugar free, kernesund, Anne Larsens max 30, vægtkonsulenterne eller max 1000 Kcal om dagen – for blot at nævne et udsnit af vanvittige kure jeg har kastet mig over. Og jeg var en sund pige og en flot pige. En pige – en ung kvinde med former, flotte bryster og veltrænet krop. Alligevel følte jeg mig både tyk og grim. Jeg var jo ikke ligesom mine smukke tynde veninder. Og hvem gad i øvrigt også være kæreste med sådan en fed ko ..

 

I starten af 20’erne mødte jeg min mand. Min fantastiske mand. Jeg mødte ham på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var ovenpå. Jeg var ovenpå fordi jeg havde tilbragt en sommer i Grækenland, hvor jeg havde knoklet og tabt 10 kg. Det bemærkede min omverden og jeg blev høj af alle komplimenterne. Nu var alt godt. Nu kunne jeg sikkert finde ud af noget og derved være god nok. Det var dejligt at få en kæreste. Det havde jeg aldrig prøvet før, for hver gang muligheden bød sig, så blev det alligevel for overvældende og jeg fik skræmt hvad der nu var af bejlere langt væk.

 

Nu gik der mange år, hvor jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at være den perfekte kæreste, hustru, mor. Jeg brugte rigtig meget energi på at have styr på alt og alle. I min færd med at styre alle andre, så behøvede jeg jo ikke styre – eller forholde mig til mig selv. Det hele kørte derudaf med 120 i timen, men det var svært at følge med – og ikke mindst føle sig tilstrækkelig. Da jeg blev mor kulminerede det hele for alvor for mig. Det skulle jo være så nemt at få et barn og så var der alligevel så mange holdninger til det. Jeg forsøgte at navigere i det at være mor – hele tiden havde jeg følerne ude i forhold til ”Hvad jeg burde” og ikke hvordan jeg egentlig havde lyst til at være mor. Det var så hårdt for mig at blive dømt og bedømt ud fra min rolle som mor. Og desværre var det folk meget tæt på mig, som åbenlyst viste og gav udtryk for, at jeg gjorde det ”forkert”. Så var jeg for pyldret, så var jeg for hård, så var jeg for overbærende etc etc. Jeg er sikker på, at ingen har ønsket at forvolde mig den smerte, som det gav mig at stå model til den kritik, men det ændrer ikke på, at det gjorde ondt. Alt imens jeg forsøgte at være den perfekte mor, forsøgte at agere ud fra andres overbevisninger om hvad det helt præcist betød, så sank jeg selv længere og længere ned i et sort hul .. helt inde i min sjæl.

 

Det føltes så ensomt, at være den eneste i hele verden, der bare ikke kunne finde ud af en skid. Ikke engang mor kunne jeg finde ud af at være. Her begyndte mit forstyrrede forhold til mad for alvor. For ingen tvivl om, at jeg siden mine tidlige år har kæmpet for at passe ind og derved ikke blive holdt udenfor fællesskabet, men først her i en alder af 30 år tog det for alvor fart. Jeg spiste, når jeg var ked af det. Jeg spiste, når jeg var alene. Jeg spiste, når der ikke lige var noget at lave .. jeg spiste, fordi det var min ven, min tryghed, mit skjold. Jeg har aldrig tænkt det sådan imens det stod på, men jeg kan se nu, at det har været min løsning på at være i det ubehag, der havde fulgt mig i så mange år. Jeg kunne planlægge - og glæde mig til at spise. Eks når min mand skulle på arbejde, så var det selvsagt, at jeg skulle spise en hel bøtte Ben&Jerry’s. Når jeg var ude og handle, så købte jeg altid noget jeg kunne spise på vejen hjem i bilen; Slik, chokolade, lakridsstænger, kage. Jeg kunne finde på at køre en omvej for at have tid nok til at spise det – og også lige finde en skraldespand på vejen, hvor jeg kunne eliminere alle beviser. Om aftenen kunne jeg sidde foran fjernsynet og stadig bevæge mig i rutefart frem og tilbage mellem køkken og stue .. blot for hele tiden at hente eller lede efter ”et fix” – for det var vel i virkeligheden det det var. Til fødselsdage tog jeg ikke en eller to gange af kagen, men mange gange. Fniste og lavede gas med mig selv ”Ha ha – det feder først i morgen” eller ”Det kræver jo en del at vedligeholde sådan en krop”. Jeg bliver ked af det, når jeg skriver det. Åh gud, hvordan har jeg nogensinde kunnet finde på at tale sådan om – og behandle mig selv sådan. Det kunne jeg, fordi det var mit filter, min tilgang til det der var svært .. og det skulle ingen se, vide eller mærke på mig. På mit arbejde kunne jeg spise et lille stykke kage, hvis nogen delte ud. Jeg kunne så også gå fire gange tilbage til køkkenet efter opstartet undervisning, og nipse af det kage der var tilovers .. indtil der ikke var mere.

 

Jeg har brugt mange år på at skyde skylden på min vægt. Holde på mig selv, fordi jeg var for tyk. Alt bliver bedre, når jeg taber mig. Når jeg bliver tynd, så kan jeg alt. Jeg kan gå i byen, tage til stranden, løbe rundt i bikini – ja gøre lige hvad jeg vil. Når jeg bliver tynd! Men mit fokus har haft den forkerte mærkat. Det hele har været for at beskytte mig selv. Min smerte har altid været, og er stadig, følelsen af at føle mig utilstrækkelig og ikke god nok. For hvem gider være sammen med en, som ikke kan finde ud af noget som helst og som er et dårligt menneske. Frygten er ensomhed .. og tanken om at være det, skærer dybt ind i mit hjerte. Helt som den gjorde dengang i skoletiden, hvor det hele bare var så svært.

 

 

For to år siden skrev jeg dette

- det er en refleksion fra min første session med en coach ..

 

”Når det strammer til indeni, vil jeg minde mig selv om, at mærke rigtig godt efter. Jeg behøver ikke forholde mig til andre, men skal huske at forholde mig til MIG. Når jeg flytter fokus ud til alt andet, så flytter jeg fokus fra mig selv, og glemmer at passe på MIG. I virkeligheden er jeg ved at forlade mig selv og vægten spiller en beskyttende rolle – selvom den kun er et afkast af de udfordringer og det ubehag jeg lever med indeni. Jeg vil lære at acceptere mit ubehag og ikke lade det have magt over mig. Mit liv, mine veje, min kærlighed til MIG”

 

 

Kærligst

Kiddie

Selvkærlig balance

en krop i karma

- byggestenene til et liv uden slankekure

Jeg er en stolt og stærk kvinde. Jeg er for det meste i strålende humør og favner livets udfordringer positivt. Sådan har det altid været – men det har ikke altid været den sande historie om mig.

 

Ingen har vidst hvor skidt jeg egentlig har haft det og ingen har anet, at der konstant lå en sort sky i min sjæl og ulmede. For jeg var jo altid glad, lattermild og positiv. Det var jeg fordi det forekom mig nemt, og fordi det var rart at sprede glæde. Særligt var det rart at føle sig elsket, holdt af og iagttaget for noget, som ikke havde med mit udseende eller min størrelse at gøre. Selvom jeg ikke altid har været overvægtig, så har jeg altid følt mig både tyk, grim, klam, anderledes og forkert. Og når man er alle de ting, ja så er der vel egentlig ikke nogen der gider være sammen med en – ikke nogen som kan holde af en, sådan helt ægte…

 

Selvhad og selvsabotage har fyldt meget i mit liv. Jeg har i alle mine voksenår kæmpet med min vægt, og det være sig uanset om jeg var overvægtig eller ej. Jeg har forsøgt mig med et hav af slankekure, og har til trods for gejst og troen på, at NU skulle det være, måttet opgive gang på gang. Først har jeg måske tabt mig lidt, og så lidt mere og så .. taget endnu mere på igen. Det har hver eneste gang efterladt mig med en følelse at skam, uduelighed og foragt for mig selv. Jeg har skiftevis været på kur, levet ekstremt restriktivt eller overspist i smug. I smug .. troede jeg, for ingen var i tvivl, når jeg havde sådanne perioder. Jeg fik sågar et prædikat .. ”Kiddie – hun elsker kage .. bare send det over til Kiddie”. Ha ha – sjov sjov, ring efter Green Peace, for her er en hval i nød. Jeg talte grimt om – og til mig selv. Tænkte det var nemmest at folk vidste, at jeg udmærket var klar over, at jeg ikke var noget som helst værd i forhold til alle andre. Det vidste jeg! Og så kunne jeg ligeså godt lave gas med det. Det var usundt for sjælen – men i det mindste fik det folk til at smile.

Min historie er lang .. og den går langt tilbage i mit liv. Selvom jeg ikke altid har været overvægtig, så har jeg altid følt mig tyk og anderledes. I folkeskolen var jeg en af de første der begyndte at bule lidt ud. Gik fra tændstik til ”sat” hen over en sommer, og så tog det ellers fart; Bryster, bule på maven, store lår. Store lår .. i MINE øjne, for i virkeligheden var det jo bare en pige på vej i puberteten og i dag ser jeg, at alt var i skønneste orden. Jeg var præcis som jeg skulle være, men sådan føltes det ikke, og det var bestemt heller ikke det jeg fik at vide fra mine klassekammerater. Når jeg ikke blev drillet, spyttet på i frikvartererne eller fik bank efter skole (fordi jeg var grim!), så hoppede jeg med på holdet der drillede og mobbede andre. Om ikke andet, så betød det, at jeg kunne være med i klubben for en kort stund – og hvem vil ikke gerne være en del af fællesskabet på godt og ondt – føle sig værdsat og som en del af noget større!?

 

Jeg var ikke tilpas i rollen som mobber, og jeg brød med det efter femte klasse. Her mødte jeg nye venner og skolelivet lysnede for mig i mange år frem. Smerten sad dog stadig i mit hjerte og ikke mindst i mit selvværd. Jeg havde det godt, var glad og vellidt blandt venner, men jeg følte mig aldrig god eller tilstrækkelig nok. Jeg havde altid en stemme i mit hoved der tirrede mit selvværd og hele tiden hviskede ”Hvem tror du egentlig du er!? Du kan ikke finde ud af noget som helst – du er en taber, og ingen gider dig”. Det gør ondt at have det sådan. Og jeg havde ondt, ondt i hjertet og ondt i sjælen. Men jeg lod mig ikke mærke med det, fortalte aldrig nogen hvordan jeg havde det. Jeg var jo stærk – jeg var glad – og jeg var vellidt.

 

Med sådanne følelser kommer de uhensigtsmæssige mønstre. Og dem havde jeg. Jeg trænede overdrevent i mange år, faktisk fra jeg var 12 og var gammel nok til at starte i Fitness. Jeg trænede fire gange om ugen og intet kunne holde mig hjemme. Min mor måtte forbyde mig at tage til træning, da jeg en aften var på vej ud af døren med 39 i feber og fire lag tøj for at holde varmen. I tillæg navigerede jeg ind og ud af ”dagens” kostråd og var skiftevis vegetar, på low carb, sugar free, kernesund, Anne Larsens max 30, vægtkonsulenterne eller max 1000 Kcal om dagen – for blot at nævne et udsnit af vanvittige kure jeg har kastet mig over. Og jeg var en sund pige og en flot pige. En pige – en ung kvinde med former, flotte bryster og veltrænet krop. Alligevel følte jeg mig både tyk og grim. Jeg var jo ikke ligesom mine smukke tynde veninder. Og hvem gad i øvrigt også være kæreste med sådan en fed ko ..

 

I starten af 20’erne mødte jeg min mand. Min fantastiske mand. Jeg mødte ham på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var ovenpå. Jeg var ovenpå fordi jeg havde tilbragt en sommer i Grækenland, hvor jeg havde knoklet og tabt 10 kg. Det bemærkede min omverden og jeg blev høj af alle komplimenterne. Nu var alt godt. Nu kunne jeg sikkert finde ud af noget og derved være god nok. Det var dejligt at få en kæreste. Det havde jeg aldrig prøvet før, for hver gang muligheden bød sig, så blev det alligevel for overvældende og jeg fik skræmt hvad der nu var af bejlere langt væk.

 

Nu gik der mange år, hvor jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at være den perfekte kæreste, hustru, mor. Jeg brugte rigtig meget energi på at have styr på alt og alle. I min færd med at styre alle andre, så behøvede jeg jo ikke styre – eller forholde mig til mig selv. Det hele kørte derudaf med 120 i timen, men det var svært at følge med – og ikke mindst føle sig tilstrækkelig. Da jeg blev mor kulminerede det hele for alvor for mig. Det skulle jo være så nemt at få et barn og så var der alligevel så mange holdninger til det. Jeg forsøgte at navigere i det at være mor – hele tiden havde jeg følerne ude i forhold til ”Hvad jeg burde” og ikke hvordan jeg egentlig havde lyst til at være mor. Det var så hårdt for mig at blive dømt og bedømt ud fra min rolle som mor. Og desværre var det folk meget tæt på mig, som åbenlyst viste og gav udtryk for, at jeg gjorde det ”forkert”. Så var jeg for pyldret, så var jeg for hård, så var jeg for overbærende etc etc. Jeg er sikker på, at ingen har ønsket at forvolde mig den smerte, som det gav mig at stå model til den kritik, men det ændrer ikke på, at det gjorde ondt. Alt imens jeg forsøgte at være den perfekte mor, forsøgte at agere ud fra andres overbevisninger om hvad det helt præcist betød, så sank jeg selv længere og længere ned i et sort hul .. helt inde i min sjæl.

 

Det føltes så ensomt, at være den eneste i hele verden, der bare ikke kunne finde ud af en skid. Ikke engang mor kunne jeg finde ud af at være. Her begyndte mit forstyrrede forhold til mad for alvor. For ingen tvivl om, at jeg siden mine tidlige år har kæmpet for at passe ind og derved ikke blive holdt udenfor fællesskabet, men først her i en alder af 30 år tog det for alvor fart. Jeg spiste, når jeg var ked af det. Jeg spiste, når jeg var alene. Jeg spiste, når der ikke lige var noget at lave .. jeg spiste, fordi det var min ven, min tryghed, mit skjold. Jeg har aldrig tænkt det sådan imens det stod på, men jeg kan se nu, at det har været min løsning på at være i det ubehag, der havde fulgt mig i så mange år. Jeg kunne planlægge - og glæde mig til at spise. Eks når min mand skulle på arbejde, så var det selvsagt, at jeg skulle spise en hel bøtte Ben&Jerry’s. Når jeg var ude og handle, så købte jeg altid noget jeg kunne spise på vejen hjem i bilen; Slik, chokolade, lakridsstænger, kage. Jeg kunne finde på at køre en omvej for at have tid nok til at spise det – og også lige finde en skraldespand på vejen, hvor jeg kunne eliminere alle beviser. Om aftenen kunne jeg sidde foran fjernsynet og stadig bevæge mig i rutefart frem og tilbage mellem køkken og stue .. blot for hele tiden at hente eller lede efter ”et fix” – for det var vel i virkeligheden det det var. Til fødselsdage tog jeg ikke en eller to gange af kagen, men mange gange. Fniste og lavede gas med mig selv ”Ha ha – det feder først i morgen” eller ”Det kræver jo en del at vedligeholde sådan en krop”. Jeg bliver ked af det, når jeg skriver det. Åh gud, hvordan har jeg nogensinde kunnet finde på at tale sådan om – og behandle mig selv sådan. Det kunne jeg, fordi det var mit filter, min tilgang til det der var svært .. og det skulle ingen se, vide eller mærke på mig. På mit arbejde kunne jeg spise et lille stykke kage, hvis nogen delte ud. Jeg kunne så også gå fire gange tilbage til køkkenet efter opstartet undervisning, og nipse af det kage der var tilovers .. indtil der ikke var mere.

 

Jeg har brugt mange år på at skyde skylden på min vægt. Holde på mig selv, fordi jeg var for tyk. Alt bliver bedre, når jeg taber mig. Når jeg bliver tynd, så kan jeg alt. Jeg kan gå i byen, tage til stranden, løbe rundt i bikini – ja gøre lige hvad jeg vil. Når jeg bliver tynd! Men mit fokus har haft den forkerte mærkat. Det hele har været for at beskytte mig selv. Min smerte har altid været, og er stadig, følelsen af at føle mig utilstrækkelig og ikke god nok. For hvem gider være sammen med en, som ikke kan finde ud af noget som helst og som er et dårligt menneske. Frygten er ensomhed .. og tanken om at være det, skærer dybt ind i mit hjerte. Helt som den gjorde dengang i skoletiden, hvor det hele bare var så svært.

 

 

For to år siden skrev jeg dette

- det er en refleksion fra min første session med en coach ..

 

”Når det strammer til indeni, vil jeg minde mig selv om, at mærke rigtig godt efter. Jeg behøver ikke forholde mig til andre, men skal huske at forholde mig til MIG. Når jeg flytter fokus ud til alt andet, så flytter jeg fokus fra mig selv, og glemmer at passe på MIG. I virkeligheden er jeg ved at forlade mig selv og vægten spiller en beskyttende rolle – selvom den kun er et afkast af de udfordringer og det ubehag jeg lever med indeni. Jeg vil lære at acceptere mit ubehag og ikke lade det have magt over mig. Mit liv, mine veje, min kærlighed til MIG”

 

 

Kærligst

Kiddie

Karmakroppen

v/ Kiddie Bering Lindholm

 

Tidsbestilling 25 21 12 21

Selvkærlig balance

en krop i karma

- byggestenene til et liv uden slankekure

Jeg er en stolt og stærk kvinde. Jeg er for det meste i strålende humør og favner livets udfordringer positivt. Sådan har det altid været – men det har ikke altid været den sande historie om mig.

 

Ingen har vidst hvor skidt jeg egentlig har haft det og ingen har anet, at der konstant lå en sort sky i min sjæl og ulmede. For jeg var jo altid glad, lattermild og positiv. Det var jeg fordi det forekom mig nemt, og fordi det var rart at sprede glæde. Særligt var det rart at føle sig elsket, holdt af og iagttaget for noget, som ikke havde med mit udseende eller min størrelse at gøre. Selvom jeg ikke altid har været overvægtig, så har jeg altid følt mig både tyk, grim, klam, anderledes og forkert. Og når man er alle de ting, ja så er der vel egentlig ikke nogen der gider være sammen med en – ikke nogen som kan holde af en, sådan helt ægte…

 

Selvhad og selvsabotage har fyldt meget i mit liv. Jeg har i alle mine voksenår kæmpet med min vægt, og det være sig uanset om jeg var overvægtig eller ej. Jeg har forsøgt mig med et hav af slankekure, og har til trods for gejst og troen på, at NU skulle det være, måttet opgive gang på gang. Først har jeg måske tabt mig lidt, og så lidt mere og så .. taget endnu mere på igen. Det har hver eneste gang efterladt mig med en følelse at skam, uduelighed og foragt for mig selv. Jeg har skiftevis været på kur, levet ekstremt restriktivt eller overspist i smug. I smug .. troede jeg, for ingen var i tvivl, når jeg havde sådanne perioder. Jeg fik sågar et prædikat .. ”Kiddie – hun elsker kage .. bare send det over til Kiddie”. Ha ha – sjov sjov, ring efter Green Peace, for her er en hval i nød. Jeg talte grimt om – og til mig selv. Tænkte det var nemmest at folk vidste, at jeg udmærket var klar over, at jeg ikke var noget som helst værd i forhold til alle andre. Det vidste jeg! Og så kunne jeg ligeså godt lave gas med det. Det var usundt for sjælen – men i det mindste fik det folk til at smile.

Min historie er lang .. og den går langt tilbage i mit liv. Selvom jeg ikke altid har været overvægtig, så har jeg altid følt mig tyk og anderledes. I folkeskolen var jeg en af de første der begyndte at bule lidt ud. Gik fra tændstik til ”sat” hen over en sommer, og så tog det ellers fart; Bryster, bule på maven, store lår. Store lår .. i MINE øjne, for i virkeligheden var det jo bare en pige på vej i puberteten og i dag ser jeg, at alt var i skønneste orden. Jeg var præcis som jeg skulle være, men sådan føltes det ikke, og det var bestemt heller ikke det jeg fik at vide fra mine klassekammerater. Når jeg ikke blev drillet, spyttet på i frikvartererne eller fik bank efter skole (fordi jeg var grim!), så hoppede jeg med på holdet der drillede og mobbede andre. Om ikke andet, så betød det, at jeg kunne være med i klubben for en kort stund – og hvem vil ikke gerne være en del af fællesskabet på godt og ondt – føle sig værdsat og som en del af noget større!?

 

Jeg var ikke tilpas i rollen som mobber, og jeg brød med det efter femte klasse. Her mødte jeg nye venner og skolelivet lysnede for mig i mange år frem. Smerten sad dog stadig i mit hjerte og ikke mindst i mit selvværd. Jeg havde det godt, var glad og vellidt blandt venner, men jeg følte mig aldrig god eller tilstrækkelig nok. Jeg havde altid en stemme i mit hoved der tirrede mit selvværd og hele tiden hviskede ”Hvem tror du egentlig du er!? Du kan ikke finde ud af noget som helst – du er en taber, og ingen gider dig”. Det gør ondt at have det sådan. Og jeg havde ondt, ondt i hjertet og ondt i sjælen. Men jeg lod mig ikke mærke med det, fortalte aldrig nogen hvordan jeg havde det. Jeg var jo stærk – jeg var glad – og jeg var vellidt.

 

Med sådanne følelser kommer de uhensigtsmæssige mønstre. Og dem havde jeg. Jeg trænede overdrevent i mange år, faktisk fra jeg var 12 og var gammel nok til at starte i Fitness. Jeg trænede fire gange om ugen og intet kunne holde mig hjemme. Min mor måtte forbyde mig at tage til træning, da jeg en aften var på vej ud af døren med 39 i feber og fire lag tøj for at holde varmen. I tillæg navigerede jeg ind og ud af ”dagens” kostråd og var skiftevis vegetar, på low carb, sugar free, kernesund, Anne Larsens max 30, vægtkonsulenterne eller max 1000 Kcal om dagen – for blot at nævne et udsnit af vanvittige kure jeg har kastet mig over. Og jeg var en sund pige og en flot pige. En pige – en ung kvinde med former, flotte bryster og veltrænet krop. Alligevel følte jeg mig både tyk og grim. Jeg var jo ikke ligesom mine smukke tynde veninder. Og hvem gad i øvrigt også være kæreste med sådan en fed ko ..

 

I starten af 20’erne mødte jeg min mand. Min fantastiske mand. Jeg mødte ham på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var ovenpå. Jeg var ovenpå fordi jeg havde tilbragt en sommer i Grækenland, hvor jeg havde knoklet og tabt 10 kg. Det bemærkede min omverden og jeg blev høj af alle komplimenterne. Nu var alt godt. Nu kunne jeg sikkert finde ud af noget og derved være god nok. Det var dejligt at få en kæreste. Det havde jeg aldrig prøvet før, for hver gang muligheden bød sig, så blev det alligevel for overvældende og jeg fik skræmt hvad der nu var af bejlere langt væk.

 

Nu gik der mange år, hvor jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at være den perfekte kæreste, hustru, mor. Jeg brugte rigtig meget energi på at have styr på alt og alle. I min færd med at styre alle andre, så behøvede jeg jo ikke styre – eller forholde mig til mig selv. Det hele kørte derudaf med 120 i timen, men det var svært at følge med – og ikke mindst føle sig tilstrækkelig. Da jeg blev mor kulminerede det hele for alvor for mig. Det skulle jo være så nemt at få et barn og så var der alligevel så mange holdninger til det. Jeg forsøgte at navigere i det at være mor – hele tiden havde jeg følerne ude i forhold til ”Hvad jeg burde” og ikke hvordan jeg egentlig havde lyst til at være mor. Det var så hårdt for mig at blive dømt og bedømt ud fra min rolle som mor. Og desværre var det folk meget tæt på mig, som åbenlyst viste og gav udtryk for, at jeg gjorde det ”forkert”. Så var jeg for pyldret, så var jeg for hård, så var jeg for overbærende etc etc. Jeg er sikker på, at ingen har ønsket at forvolde mig den smerte, som det gav mig at stå model til den kritik, men det ændrer ikke på, at det gjorde ondt. Alt imens jeg forsøgte at være den perfekte mor, forsøgte at agere ud fra andres overbevisninger om hvad det helt præcist betød, så sank jeg selv længere og længere ned i et sort hul .. helt inde i min sjæl.

 

Det føltes så ensomt, at være den eneste i hele verden, der bare ikke kunne finde ud af en skid. Ikke engang mor kunne jeg finde ud af at være. Her begyndte mit forstyrrede forhold til mad for alvor. For ingen tvivl om, at jeg siden mine tidlige år har kæmpet for at passe ind og derved ikke blive holdt udenfor fællesskabet, men først her i en alder af 30 år tog det for alvor fart. Jeg spiste, når jeg var ked af det. Jeg spiste, når jeg var alene. Jeg spiste, når der ikke lige var noget at lave .. jeg spiste, fordi det var min ven, min tryghed, mit skjold. Jeg har aldrig tænkt det sådan imens det stod på, men jeg kan se nu, at det har været min løsning på at være i det ubehag, der havde fulgt mig i så mange år. Jeg kunne planlægge - og glæde mig til at spise. Eks når min mand skulle på arbejde, så var det selvsagt, at jeg skulle spise en hel bøtte Ben&Jerry’s. Når jeg var ude og handle, så købte jeg altid noget jeg kunne spise på vejen hjem i bilen; Slik, chokolade, lakridsstænger, kage. Jeg kunne finde på at køre en omvej for at have tid nok til at spise det – og også lige finde en skraldespand på vejen, hvor jeg kunne eliminere alle beviser. Om aftenen kunne jeg sidde foran fjernsynet og stadig bevæge mig i rutefart frem og tilbage mellem køkken og stue .. blot for hele tiden at hente eller lede efter ”et fix” – for det var vel i virkeligheden det det var. Til fødselsdage tog jeg ikke en eller to gange af kagen, men mange gange. Fniste og lavede gas med mig selv ”Ha ha – det feder først i morgen” eller ”Det kræver jo en del at vedligeholde sådan en krop”. Jeg bliver ked af det, når jeg skriver det. Åh gud, hvordan har jeg nogensinde kunnet finde på at tale sådan om – og behandle mig selv sådan. Det kunne jeg, fordi det var mit filter, min tilgang til det der var svært .. og det skulle ingen se, vide eller mærke på mig. På mit arbejde kunne jeg spise et lille stykke kage, hvis nogen delte ud. Jeg kunne så også gå fire gange tilbage til køkkenet efter opstartet undervisning, og nipse af det kage der var tilovers .. indtil der ikke var mere.

 

Jeg har brugt mange år på at skyde skylden på min vægt. Holde på mig selv, fordi jeg var for tyk. Alt bliver bedre, når jeg taber mig. Når jeg bliver tynd, så kan jeg alt. Jeg kan gå i byen, tage til stranden, løbe rundt i bikini – ja gøre lige hvad jeg vil. Når jeg bliver tynd! Men mit fokus har haft den forkerte mærkat. Det hele har været for at beskytte mig selv. Min smerte har altid været, og er stadig, følelsen af at føle mig utilstrækkelig og ikke god nok. For hvem gider være sammen med en, som ikke kan finde ud af noget som helst og som er et dårligt menneske. Frygten er ensomhed .. og tanken om at være det, skærer dybt ind i mit hjerte. Helt som den gjorde dengang i skoletiden, hvor det hele bare var så svært.

 

 

For to år siden skrev jeg dette

- det er en refleksion fra min første session med en coach ..

 

”Når det strammer til indeni, vil jeg minde mig selv om, at mærke rigtig godt efter. Jeg behøver ikke forholde mig til andre, men skal huske at forholde mig til MIG. Når jeg flytter fokus ud til alt andet, så flytter jeg fokus fra mig selv, og glemmer at passe på MIG. I virkeligheden er jeg ved at forlade mig selv og vægten spiller en beskyttende rolle – selvom den kun er et afkast af de udfordringer og det ubehag jeg lever med indeni. Jeg vil lære at acceptere mit ubehag og ikke lade det have magt over mig. Mit liv, mine veje, min kærlighed til MIG”

 

 

Kærligst

Kiddie